Ølhunden glammer 

Når din hals er en hal' meter nedløbsrør,
og din tunge er som en galosche,
når din drøvel er stor som en briosche,
så'r det organet, der er løvet tør,
så'r det ølhunden, der glammer,
så'r det bajerens time, min ven,
så'r det derfra, det stammer,
hør nu gøer den og teer sig igen.
Stang den en bajer,
for' den ikke skal helt sygne hen,
mærk så, hvor den leger,
ja, nu logrer den fa'me me' halen.
 

Når du bades i ølsvedens pinsler,
og du kaster dig frem og tilbasje,
så'r det dyret, der laver ravasje,
så'r det hunden, der kræver sin pilsner.
Så'r det ølhunden, der glammer,
tør du møde dens duggede blik,
så'r det halsbåndet, der strammer,
hør dens hulkende hik efter hik.
Fru Agnes Schmitto,
som beskytter den mindste moskito,
tilbeder vi to,
selv en ølhund har hjerte og dito.
 

Så' der dem der går rundt og mæ'n cegarhund,
som der bider på tungen og vrinsker.
Når det vigtigste er jo, man har hund,
om det kun er en dobermann-pilsner.
for såd'n som ølhunden ka' glamme,
så kan alt være det samme.
Endogså kvinder
bli'r for mig kun te tågede minder,
og guld og sølv kun
gravens rust som fortæres af møl kun.
Mig og så min ølhund
syn's nu morgenstund helst skal ha' øl i - mund'n!
 

Der er folk, der går rundt med en afholdshund,
som der hverken gøer til eller fra,
lad os samle os i denne alvorsstund
og hylde vor grand danois.
Ølhunden glammer,
og den fylder mit liv med mosek,
tænk, om den ble' tammere,
eller hvis den gak hen og så gek!
Lige fra vuggen
har jeg lyttet til ølhundens slikken,
tænk, når man får trukken
allersidste øl op og har drukken - den.
 

 

 

 Jeg sætter min hat som jeg vil
Melodi: Bent Fabricius-Bjerre - Tekst: Klaus Rifbjerg

Det er ikke nemt at sku være sig selv
men det ka jo gøres med lidt lykke og held.
Først så blir man født, og så blir man døbt,
nogen de blir solgt, de allerfleste købt,
men vi er dog no'en, som ikke er til salg.
Jeg sætter min hat som jeg vil
og sætter den gerne på spil,
jeg bærer min byrde med smil,
for alt er et spørgsmål om stil,
men af og til så kniber det, det er de andres fejl,
eller også er det bare mig der er så pokkers stejl!
Jeg sætter min hat som jeg vil
og sætter den gerne på spil,
jeg tar mine klø som en mand,
man skal bare bru' sin forstand,
men af og til så kniber det, det er mest min egen fejl,
fordi jeg helst vil rutsche ned, når bakken er stejl.
Jeg sætter min hat over styr
og selvom lektien blir dyr
sir jeg Annie, for fa 'n, ta' og smil,
det' nemlig et spørgsmål, det' nemlig et spørgsmål,
et spørgsmål om stil!
 

 

Det er forår. Alting klippes ned.
Der beskæres i buskadser og budgetter.
Slut med fordums fede ødselhed.
Vi begynder at træne til skeletter.
Jeg blir fem år ældre
ved hvert indgreb i min pung,
men når forårssolen skinner,
blir jeg ung!
 

Lad kun falde, hvad der knap kan stå ...
Men i så fald sku jeg altid komme kryv'nde,
hver gang skatten gir sig til at flå
mine sidste mønter fra mig hver den tyv'nde
Jeg blir tom i hjernen, .
træt og tung i sjæl og krop,
men når forårssolen skinner
står jeg op!
 

Og jeg fægter med min sparekniv.
Men den skraber bare hult i sparegrisen.
Der er ikke meget tegn på liv.
Selv i vinter var der dog en ko på isen.
Jeg har længe næret en
istap ved min barm,
men når forårssolen skinner,
blir jeg varm!
 

Solen skinner på fallittens rand.
Derfor denne dyrekøbte randbemærkning:
Der er caries i tidens tand.
Dens emalje trænger voldsomt til forstærkning!
Snart skal jeg og mine sidste
tænder skilles ad,
men når forårssolen skinner,
blir jeg glad!
 

Tag da kun min sidste spinkle mønt.
Livets sol er min den sidste del af livet,
for 'som solfanger er jeg nu begyndt at forstå,
at Alt og Intet er os givet.
Og en gang går solen sin
runde uden mig,
men når forårssolen skinner,
lever jeg!

 

Jeg er en af Bakkens sangerinder,
de fromme kvinder,
som nu forsvinder.
Ak, nu er jeg mange, mange mile
fra Bakkens Hvile
og Peter Liep.
Jeg'r en fremmed fugl, en lille kolibri
inde her i Tivoli.
Jeg drømmer mig tilbage til den gamle pavillon,
til tribunen, hvor vi sad.
Vi sang de gamle viser, der var fa'me ing'n pardon,
vi blev ved til folk de grad.
Så regned det med janter på terrassen.
Dem stak vi ned i strømpernes chiffon.
For jeg skal si' Dem, her var sparekassen
i den gamle pavillon.
 

Midt på Bakken er jeg født og båren,
en dag i våren
sa' jeg gomåren.
Aldrig, aldrig, aldrig kan jeg glemme
min moders stemme
når hun sa' øl.
Far ku' tæmme dyr, han var en fin dressør,
han var loppedirektør.
Da sprang de kære lopper i den gamle pavillon,
hvor hans cirkus gik med held.
Hans loppe-akrobater de var ualmind'lig fjong,
dem leverede vi sel' .
Med tiden blev vi el've børn i troppen,
for mor hun fødte to i hver sæson,
skønt hun var damen uden underkroppen
i den gamle pavillon.
 

Udenfor på d' Angleter's terrasser,
der sidder masser
af boursjoasser.
Alle disse overklassemokker
der five o'clocker
med deres the.
Når de sidder der på rad på der's popo
for at la' sig ov'rbeglo.
Så sender jeg en tanke til den gamle pavillon,
hvor vi. også sad på rad
og viste Bakkens mandfolk vor's pariserbagperron.
og jeg ved s'gu ikke hvad.
De andre flirter med de fine herrer,
vi skyder med j ord- og så beton.
Men facit det' s'gu ens i d'Angleterre
og den gamle pavillon.
 

Ingen aner hvor jeg savner bakken
Med hjortetakken
Og kakkelakken.
Kildeøen, bøgen, anemonen
Og ølrationen
Halvtres om da'n.
Sangene vi sang
Var ingen kryds og tværs,
De fik børn i all vers.
De fine noble sange
Fra den gamle pavillion
De var kendt a hvert et barn.
Og oven paa den med Nonnen
Og matrosen i Hong Kong
Var man ikke uerfarn.
Nu lærer skolebørn,
Hvad de har nødig
Om seksualitet på'n hver facon.
Så nu'r man blevet overflødig
I den gamle pavillion.

 
 

Du gamle måne
Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Ludvig Brandstrup

Sig mig, du måne hist, om du kan huske sidst,
vi to fik en passiar, husker du, hvor det var?
Jeg stod ved lygten der, fuld, som du ser mig her,
fuld, fortvivlet og gal, pint af sorg og af kval.
Du gamle måne,
der var ingen, der så det,
du gamle måne,
så kun du kan forstå det,
du så mig hulke
som et barn, samme nat
hun mig havde forladt.
Måne er du virk'lig min ven?
Måne, så glem det igen.
 

Sig mig, du måne klar, ved du, hvorfor det var?
Han, som hun nu har kær, er han det også værd?
Ler hun til dig endnu? Mindes hun mig endnu?
Måne, aner hun, at djævlen tog mig den nat?
Du gamle måne,
der var ingen, der så det,
du gamle måne,
så kun du kan forstå det.
Når jeg kom fuld hjem
nat på nat har du le't,
alting, alt har du set.
Måne, er du virk'lig min ven?
Måne, så glem det igen.

 

 

Sangen om Larsen
Melodi: Bernhard Christensen/Herman D. Koppel -
Tekst: Sven Møller Kristensen
 

Her er en sang om en mand, der hed Larsen,
det' ham man møder på gaden hver da',
og han var tem'lig uheldig med livet,
som han ellers havde ventet meget a'.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han var født i en nobel familje,
og hans forældre de sa' ham så tit:
Når du bli'r stor og ska' til og ha' stilling,
ska' du få dig no'et der' absolut solidt.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han kom i skole og lærte at fedte
for dem der' store og tæve dem der' små.
Han lærte osse at la' vær' med at spørre
og at tro på det han ikke ku' forstå.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Som alle andre fik Larsen eksamen
og gik i sheiktøj og følte sig stor.
Han tænkte: Først nu begynder vi livet,
men en skønne dag blev han sat på kontor.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han havde regnet med avancementer
og ganske vist var der chancer ret tit,
men de blev nappet af chefens nevøer,
skønt i mange år had' Larsen gået og slidt.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han havde tænkt sig et hus med garage
og rigtig have som ku' vær' hans egen,
men det blev kun til to vær'lser med kammer
og til cykel og en bus, når det var regn.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han havde tænkt sig en blomstrende kone
og mange glæder og børn sku' de ha',
men der var ikke til børn i hans gage,
og hans kone blomstred' altfor hurtigt a'.
Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.
 

Han havde tænkt sig så mangt og så meget
men overalt var der altså hejst stop.
Og sådan går det for alle de Larsner,
som man aldrig ka' få til at vågne op.
Det sku' vær' så godt men nu' det faktisk skidt.

 

Fandens oldemor
Melodi: Tim Spencer - Tekst: Poul Henningsen
Originaltekst: Tim Spencer: Cigareets, Whisky And Wild, Wild Women 
 
Fandens oldemor her, det er faneme mig.
Jeg har rejst, jeg har fløjet en helvedes vej,
og nu ser jeg, I sidder derned' og er svedt.
Det er bare, fordi I kun tænker på ét:
Cigaretter, whisky og nøgne pier.
Jeg ved godt, hvad der lurer i jer's fantasier:
Det der kradser og klør, og en pige, der vil,
det har fanden skabt. Men vor herre hjalp til.
 
Kan De huske den aften, da Adam gik om
og fandt Paradis underlig fjollet og tom,
men så så han det figenblad, Eva had' fået,
og så slog det ham pludslig: "Her mangler sgu noet:
Cigaretter, whisky og nøgne pier.
Jeg vil ud og se, hvad man får for en tier.
Sådden et liv i utugt, i synd og i skam,
det har fanden skabt. Jeg går over til ham."
 
Der var meget, som Noah fik med i sin ark,
der var hingste, som stod og gav hoppen et spark.
En giraf og en edderkop lå hos hinand'n,
så fik Noah ideen og slog sig for pand'n:
"Cigaretter, whisky og nøgne pier!
Så har man dog noget, mens vandene stier."
Så det sjette af budene, der handler om hor,
som vor herre har skabt, det blev strøget ombord.
 
I de højeste krese er jeg sjældent løs
åbenlyst - for jeg'n diskret gammel tøs.
Selv Juliane af Holland, hun ved på en prik,
hvad der står i prins Bernhards forelskede blik:
Cigaretter, whisky og nøgne pier.
Det er derfor han tar til de små kolonier.
Disse ægtemænd, som går ud a la carte,
dem har fanden skabt. Derfor har de det rart.
 
Selv i helvedes forgård er ikke så skørt,
som I har det i Danmark, så vidt jeg har hørt.
Hvordan ka'en regering endnu hænge ve,
når den brandskatter alt det, I mest trænger te:
Cigaretter, whisky og nøgne pier.
Det er ikke så underlig, selvmord'ne stier.
At spolere forlystelseslivet med skat,
det har fanden skabt. Han var ædru den nat.
 
Jeg ka huske, hvor det var et faens besvær
og få væltet Napoleon og Cæsar, de rær.
Det' vorherre for fin til, det' fanden der gør't.
Han tar tandsmilet frem, mens han hvisker i ør't:
Cigaretter, whisky og nøgne pier,
så falder sgu kejser'n og alle hans rig'r.
Både Franco og Castro og den slags mænd,
dem har fanden skabt, men han tar dem igen.
 
Hvorfor ruster I løs, mens I råber på fred?
Der' ikke den bombe, I ikke er ved.
Mens I rives og kives om hvem der har skyld'n
ska jeg gi jer recepten på fred og idyl:
Cigaretter, whisky og nøgne pier,
det' hostesaft, det' livseliksir.
Gi soldaten fri, la generalerne slås,
dem tar faen ve'. når det rigtig går los.

 

 

Tag og kys det hele fra mig
Melodi: Leonard - Tekst: Poul Henningsen
 

Det er meget muligt by'n har tårne på,
men det mor' mig altså mer' en mor'n at gå
i de dæmringslyse gader hjem fra Adlon,
møde første morgenmænd og sidste natvogn.
En fuld mand med sin sang,
en ismand med sin stang,
da'en i gang,
tag og kys det hele fra mig.
De første nette pi'er,
de sidste lette pi'er,
trætte pi'er,
tag og kys det hele fra mig!
Jeg syn's at dagen netop ender så kønt,
sådan med morgenstemning, sollys og grønt.
Byens konkyliesang,
den københavnske klang,
lyt engang!
Tag og kys det hele fra mig!
 

Sikkert nok er by'n et væm'ligt sladderhul,
pressen er i hvert fald tern 'lig smadderfuld.
Lad dem leve Olsen, Madsen, Ped'rsen, Sør'nsens,
de må lev' for mig med hvem de vil hos Jør'nsens.
Om Hansens kone har
lidt knas med Jensens far
det' kun rart,
tag og hils dem alle fra mig.
Og mon en kvinde kan
omgås sin forrig' mand?
Ja for fand'n,
tag og kys dem alle fra mig!
Der er for meg'n moralsk besværlighed til.
Kys I hinanden! Det er kærlighed til.
Hvad folk de laver samm'n,
det er kun fryd og gamm'n,
ja og amm'n,
tag og kys dem alle fra mig!
 

Voldene, de gamle gader, grønne træer
lad de andre bare se det kønne der.
Jeg syn's by'n er folket med de åbne aor,
og hva rar det maj a dar er gronne traor.
Teatret talte dog
engang det danske sprog
som en bog,
tag og hils hr. Nei'ndam fra mig.
Vi snakker kort og klart,
med kraft og fynd og fart,
smaddersmart,
kys det københavnske fra mig!
Der sprækkes fynsk og lollandsk i radio'n,
tal københavnsk for så får I fat i no'n.
Den brede åbne klang,
den københavnske slang,
lyt engang
tag og kys dem alle fra mig!
 

Tag og tæl det København, man taler om.
Der' vel tred've, der er lidt rabalder om.
Deres livskald er at vær' notits til B.T.
Tænk, hvis de faldt fra! Gu' ve' hva' by'n så ble' te'.
Så'n folk med virk'ligt navn
bær' hele København,
sikket savn,
tag og hils de tred 've fra mig.
Mon byen standsed' brat,
hvis disse navne drat'
fra en nat?
Hils dem alle kærligt fra mig!
Se, hvad turisten ser, den navnløse by,
strømmen, som bærer København og dens ry,
de tusind cykelpi'er,
et brus af nikkelstyr,
sikke pi' er,
tag og kys dem alle fra mig!

 

 

Kys mig godnat
Melodi: Amdi Riis - Tekst: Epe/Poul Sørensen
 

Hver aften, når solen i vest går til hvile,
så hvisker naturen sit tavse godnat.
Mens bladene skælver i vejkantens pile,
går droslen til ro i det skumrende krat.
Dugvåde kviste
lader de sidste
solstråler briste
perlebesat.
Varsomt violen
glatter på kjolen
hvisker til solen:
Kys mig godnat!